Aveo ApS er fusioneret med Auxo ApS og CVR-nr er ændret til 34877939. Der sker ingen ændring med eksisterende aftaler

Hvad betyder Apple iOS 15-opdateringen for dig og din e-mail markedsføring?

Hvis du ved lidt om den digitale verden, har du måske hørt om en opdatering til Apple-enheder (iPhones, Mac computere og iPads), som kom d. 26. april 2021 – måske har du endda læst om det i vores tidligere blogindlæg? Det er selvfølgelig iOS 14.5, der er tale om. iOS 14.5 har gjort det vanskeligere at være annoncør online, da muligheden for at spore digitale markedsføringsindsatser er forringet væsentligt efter opdateringen.

Nu har vi efterhånden levet med og tilpasset os denne begrænsning i længere tid, men Apple er ikke stoppet der. Med iOS 15-opdateringen, som udkom d. 20. september 2021, fulgte derfor flere udfordringer for online annoncører og specialister inden for digital markedsføring. Denne gang går det nemlig ud over e-mail markedsføringen, som nu ikke blot bliver sværere at tracke, men som også kan give udfordringer i håndteringen af kundeemner og ordrer for webshops.

Hos Aveo vil vi gerne klæde dig bedst muligt på til at fortsætte din online markedsføring med succes. Derfor giver vi dig her de 3 vigtigste ting, du skal vide om opdateringen, og løsningerne til, hvordan du arbejder bedst muligt omkring opdateringen.

1) Åbningsraten på dine mails vil være mere utilregnelig

Med iOS 15-opdateringen vil de små tracking pixels, som vi bruger til tracking af e-mailens effektivitet, blive blokeret, hvis modtageren har sagt nej til tracking. Det betyder, at det vil blive rigtig svært at få et korrekt billede af åbningsraten – det vil sige, hvor mange af modtagerne, der har åbnet dit nyhedsbrev, din velkomstmail, bekræftelsesmail eller automatisering.

Hvis brugere af Apple-enheder siger nej til tracking, vil enheden tage en kopi af selve mailen, når den lander i din indbakke, og så er det den, du ser, når du åbner mailen. Denne kopi vil snyde det system, du bruger til at udsende dine e-mails og nyhedsbreve, til at tro, at modtageren har åbnet den. Helt lavpraktisk betyder det, at du kan opleve at få en åbningsrate på 100 % for modtagere med Apple-enheder – og det vil aldrig være tilfældet med e-mail markedsføring. Uanset hvad vil du ikke kunne regne med tallene for åbningsraten – den vil som sagt blive utilregnelig.

Samtidig vil du ikke kunne anvende åbningen af en e-mail i dine efterfølgende e-mails og automatiseringer. Her bruger mange tidligere åbninger af nyhedsbreve til at målrette en efterfølgende kampagne mod de modtagere, som har åbnet en bestemt mail, eller til at unsubscribe de modtagere, som ikke har åbnet de sidste 20 mails eksempelvis. Med kopien, som Apple-enheder tager, vil du således heller ikke kunne bruge countdowns i din e-mail markedsføring længere. Countdownen vil nemlig starte, når Apple-enheden tager kopien, og tidspunktet i countdownen vil således ikke stemme overens med det faktiske tidspunkt, du har sat den til at slutte.

Løsning: fremover skal du vænne dig til at gå mindre op i åbningsraten, når du kigger på effektiviteten og udbyttet af din e-mail markedsføring. Du kan stadig se, hvor mange, der har klikket i mailen, og indrette dine næste flows efter det. Derudover kan du stadig anvende åbninger af en mail til at målrette mod folk med Android enheder – her skal du blot sætte et tag på. E-mail markedsføring er altså stadig værd at bruge tid og ressourcer på, du skal blot tænke i nye baner når det gælder tracking og målretning.

2) IP-adresser bliver blokeret

Hvis du arbejder lidt mere teknisk med e-mail markedsføring og bruger IP-adresser til at finde modtagernes lokation ud fra, hvor e-mailen åbnes, vil iOS 15 også stikke en kæp i hjulet. Med opdateringen blokeres IP-adresser nemlig, og du vil derfor ikke længere kunne bruge det i din e-mail markedsføring.

Løsning: det er de færreste i Danmark, der bruger denne mulighed, og hvis du ikke i forvejen anvender den og måske aldrig har hørt om den, klarer du dig fint uden. Bruger du IP-adresser aktivt i din e-mail markedsføring i forvejen, kan du bruge andre måder at målrette mere konkret og arbejde med leads på eksempelvis gennem brugerundersøgelser og spørgeskemaer.

3) Din målgruppe kan skjule deres mails

Den sidste udfordring er af de større – og ikke kun for e-mail markedsføring. Med iOS 15-opdateringen får brugere af Apple enheder nemlig mulighed for at skabe en såkaldt ’skralde e-mail’ i funktionen ’Hide My Email’ eller ’Skjul min e-mail adresse’. Det betyder, at når de eksempelvis foretager en tilmelding til et nyhedsbrev eller et køb på en webshop, så får de muligheden for at skabe en falsk e-mail adresse, som de kan bruge i stedet, hvis de ikke ønsker at give deres personlige e-mail.

Denne ’skralde e-mail’ videresender så til deres personlige mail, men for dig som virksomhedsejer betyder det, at du ikke kan se deres rigtige e-mail adresse – kun den falske. Det kan skabe problemer i forhold til at se kundehistorik for køb, hvem der tilmelder sig nyhedsbreve, workshops, konkurrencer og lignende. Samtidig kan det gøre det sværere at hjælpe dine kunder, hvis de har skrevet en falsk e-mail adresse ind og efterfølgende får brug for support.

Løsning: med ’Hide My Email’ er kommunikationen omkring muligheden for at skjule sin e-mail adresse vigtigere end nogensinde. Her bør du tilføje en info ved check out eller ved tilmelding til nyhedsbreve og via formularer, hvor du anbefaler dem at bruge deres personlige mail og fraråder dem at bruge ’Hide My Email’. På den måde minimerer du risikoen for, at din kundesupport får svært ved at udføre deres arbejde, eller at kunderne får problemer med at logge ind i dine systemer.

E-mail markedsføring er stadig din tid og dine ressourcer værd

Det er nok de færreste annoncører og virksomheder, der er fan af Apples opdateringer, og selvom det hele kan lyde lidt nedslående, skal du ikke være i tvivl om, at e-mail markedsføring stadig er et af de vigtigste redskaber i din online markedsføring. Det hele handler om omstilling og at se nye muligheder for, hvordan du kan anvende det – så vil du stadig opleve, at det kan booste din virksomhed betydeligt. Heldigvis er der jo også stadig en del Android-brugere derude – og dem bliver der kun flere af.

Anders Linddahl
General Manager Web & Support
al@aveo.dk 70 40 40 50
Sidst opdateret:
04 / 10 / 2023
E-mail