Et sitemap er en oversigt over alle de de sider, du har på din hjemmeside. De mest almindelige sitemaps vi beskæftiger os med, er HTML- og XML sitemaps.
HTML sitemap er stille og roligt blevet mere udfaset, og det er ikke noget, vi som sådan bruger mere. Det er et sitemap, der er synligt på din hjemmeside og indeholder en oversigt over alle dine forskellige sider. Det er et sitemap, der altså bruges til at give brugerne et overblik over din side.
XML sitemap er et sitemap, der, ligesom HTML sitemappet, giver et overblik over din side. Det er dog ikke noget, der er synligt på selve din hjemmeside, og det bliver derfor brugt af diverse søgemaskiners robotter til at forstå strukturen på din side.
Video sitemap er et sitemap, der giver dig mulighed for at forbedre dit videoindhold. Du hjælper Google med at forstå dit indhold. Det er dog ikke særlig brugt mere, især når video schema er kommet til.
News sitemap er udelukkende brugt, når du har nyheder, der er godkendt til Google News. Det er noget du skal bede om optagelse til og kun bruges til decideret nyheder. Derfor er det sjældent brugt.
Billede sitemap er egentlig lidt det samme som XML sitemap, men bare for billeder. Du hjælper altså Google med at finde alle dine billeder på sitet. Her kan du også fodre Google med flere informationer om billederne såsom teksten, titel, licens og lokation for billedet.
Men hvad skal du så bruge dem til? Og hvorfor er det kun et XML sitemap du skal bekymre dig om i langt de fleste tilfælde?
HTML sitemap
Som skrevet ovenover, så er HTML sitemap en helt almindelige side på dit website. Det er en brugervenlig liste over alle dine sider.
Inden søgemaskinerne blev så avanceret, som de er i dag, blev et HTML sitemap brugt en hel del. I dag bliver de dog ikke brugt af søgemaskinerne overhovedet, og de er som oftest spild af tid.
Rent SEO-mæssigt er det overflødigt, hvis du især har et XML sitemap.
XML sitemap
Et XML sitemap sikrer, at en søgemaskine som Google kan finde alle dine sider. Det er ikke sikkert, at alle siderne bliver indekseret, selvom de ligger i dit XML sitemap. Der kan være mange årsager til, at de ikke bliver indekseret.
Du sørger for, at søgemaskinerne kan finde dit sitemap ved at smide det ind i din robots.txt fil eller indsende det i for eksempel Google Search Console. Det bedste er at gøre begge dele, så du sørger for, at alle søgemaskiner kan finde dit XML sitemap. Hvordan du skal indsætte dette i din robots.txt fil, og hvad sådan en fil overhovedet er, kan du læse mere om i vores artikel om netop robots.txt.
Du kan se vores XML sitemap, genereret af Yoast SEO lige her: https://aveo.dk/sitemap_index.xml – Yoast autogenererer det for dig, og holder det selv opdateret, når du opretter nye sider (eller fjerner nogle).
Indsend XML sitemap til Google Search Console
Her går vi ud fra, at du allerede har Google Search Console oprettet. Ellers kan du oprette en profil lige her.
Når du er logget ind på din Search Console, skal du, ude til venstre i menuen, klikke på “Sitemaps” under menupunktet Indeks
Når du har gjort dette, kommer du til nedenstående skærm, hvor du skal indtaste URL’en på dit sitemap. Har du allerede udfyldt dette, vil du kunne se det stå der. Du kan også se, hvornår det har været indtastet, og hvornår det sidst er blevet læst af Google.
Gør du dette, har du større chance for, at Google indekserer din side og forstår den rent strukturelt. Især på større hjemmesider eller webshops med mange produkter. Har du flere sitemaps, så indsender du bare flere.
Få styr på XML sitemap og hjælp Google
Hele essensen er, som du måske også har udledt af denne artikel, at gøre det så nemt som muligt for søgemaskinerne at forstå dit website. Jo større hjemmeside du har, jo vigtigere er det, da robotterne hurtigt kan blive forvirret, hvis de ikke får et decideret overblik et sted.
Har du derfor ikke indsendt et sitemap i din robots.txt fil og/eller indsendt det i eksempelvis Google Search Console, så skal du helt sikkert få det gjort som noget af det første, efter du har læst denne artikel.