Aveo ApS er fusioneret med Auxo ApS og CVR-nr er ændret til 34877939. Der sker ingen ændring med eksisterende aftaler

Hvad koster SEO?

Som så mange andre bureauer, der udøver SEO for deres kunder, får vi rigtig ofte spørgsmålet om en pris på SEO. Læs med og bliv klogere på, hvad der afgør en sådan pris, og hvorfor spørgsmålet: Hvad koster SEO? ikke er simpelt at svare på.

Én ting er dog sikkert. Der findes ikke nogen bureauer eller freelancere, der arbejder gratis. Så selvom du har ét simpelt spørgsmål, du lige vil have svar på, så skal du huske, at vores rådgivning er vores produkt.

Man kan dele SEO opgaver op i tre forskellige kategorier:

  • SEO-abonnementer / retainer
  • Analyser / projektarbejde
  • Kurser / rådgivning

SEO-abonnementer og retainere afregnes typisk på månedlig basis og kan spænde utrolig bredt afhængig af bureau og jer som virksomhed. Du kan se mere, hvad der afgør en sådan pris længere nede i artiklen.

Nogle bureauer udøver udelukkende ekstern rådgivning til virksomheder, som så står for alt eksekvering af dette selv. Vi arbejder selv med både rådgivning og eksekvering, hvis dette skal til. Jo mere erfaring bureauet har, jo højere er timeprisen. Selvfølgelig vil du gerne betale så lidt som muligt, men pas nu på med bare at gå efter det billigste. Som så mange andre steder, så hænger pris og kvalitet sammen. Vær obs på, hvad der er med i prisen når du køber.

Vær obs på, at SEO resultater tager tid, og de fleste bureauer på denne baggrund har bindinger af 6-12 måneder. Overstiger bindingen 12 måneder, skal du nok lige læse kontrakten igennem en ekstra gang, og se hvad du rent faktisk betaler for.

Analyser / projektarbejde / klippekort er typisk en engangspris. Her betaler du enten for en analyse af din side eller for et stykke arbejde. Eksempler kunne være migrering fra et domæne til et andet, udbedring af tekniske fejl, engangs analyser, outreach (linkbuilding) eller meget andet. Hos Aveo, kører vi ofte med klippekort, hvor du kan betale en timepris afhænger af størrelsen på opgaven.

Kurser / rådgivning er også typisk en engangsbetaling, hvor du enten betaler for at få et decideret kursus i et emne eller køber noget rådgivning. Kurser koster ofte fra 5.000,- og opefter, hvor rådgivning selvfølgelig afhænger af hvad du skal have rådgivning omkring.

Hvad afgør en SEO pris?

En pris på månedlig SEO fra et bureau ligger typisk mellem 2.000 kr. og 20.000 kr. Nedenstående faktorer påvirker denne pris:

  • Konkurrencen – Hvor stor konkurrence ligger der på søgningerne? Jo større konkurrence, jo mere besværligt vil det være at rangere højt. Derudover er der nogle brancher, der stiller større krav såsom lån og medicinske sider.
  • Websitet – Hvor stort er dit website? Jo større og mere komplekst website du har, jo længere tid tager tingene. Det er klart, at en stor webshop med flere 1.000 produkter tager længere tid end en ydelsesside med 10-15 sider.
  • Det nuværende setup – Hvor meget du selv har lavet, spiller også en rolle. Jo højere du allerede ligger i resultaterne, jo færre ressourcer kan det kræve af os. Har du en helt ny hjemmeside, så skal vi starte helt fra bunden og lægge en hel del arbejde. Det udgangspunkt vi står med, har derfor indflydelse på prisen.
  • Ambitionerne – Hvor store ambitioner har du, og hvad er din målsætning? Jo større ambitioner sammenholdt eventuelt med en stor konkurrence, jo længere tid og flere penge skal vi smide i det for at opnå placeringerne. Derudover afhænger det også af, hvor hurtigt det skal gå. Jo hurtigere du forventer resultater, jo mere skal vi også arbejde.
  • Engagement – Hvor meget vil du engagere dig i arbejdet? Jo mere du selv er involveret og eksekverende på tingene, jo mindre skal vi arbejde. Har du en hel afdeling, der kan udfører SEO, jamen så kan det være, vi bare skal være rådgivende.

Udover alt ovenstående, så ligger der også i prisen, at vi har indkøbt diverse SEO-værktøjer. Forskellen på et SEO Bureau og en freelancer er også, at et bureau oftest har flere specialister, der kan sparre med hinanden og har adgang til flere cases.

Er SEO en god investering?

SEO kan være en rigtig god investering, men man skal være opmærksom på, at SEO ikke nødvendigvis tjener sine penge hjem med det samme. Du skal nok regne med, at du først får dine penge hjem igen efter 6+ måneder – Nogle gange endda noget længere. Der kan godt skabes resultater på den korte bane, men skal du op og virkelig rykke på markedet, så er det de vedvarende resultater over en lang periode, der skaber god omsætning. 

Fordelen ved SEO kontra betalte medier ligger i, at de optimeringer du laver godt kan sørge for omsætning langt ude i fremtiden. Hvorimod Google Ads eksempelvis slukker i det sekund, du ikke betaler til annonceringen mere. Derfor kan de fleste, hvis de har likviditeten til det, også godt lægge en SEO-plan for 6-12 måneder ude i fremtiden og vente på indtjeningen, da den er så langvarig, som den normalt er.

Du skal dog nok ikke regne med at ligge i toppen hele tiden, uden at yde en form for indsats kontinuerligt. Dette leder direkte videre til næste samt sidste afsnit af artiklen – Skal du udføre løbende optimering af din SEO? Det korte svar er ja, det skal du. Vil du vide hvorfor? Så læs mere herunder.

Løbende optimering af din SEO

Snakker vi projektarbejde eller rådgivning, så laver vi ikke som sådan løbende SEO optimering, men det betyder ikke, at du som virksomhed ikke skal have fokus på det.

Kigger vi helt overordnet på SEO, så kræver det konstante optimeringer for at ligge i toppen og forblive der. Google ændrer hele tiden på sine algoritmer, nye ting kan komme til eller også kan dine konkurrenter begynde at røre på sig.

Det er netop derfor, at det meste arbejde et SEO bureau laver, ligger inde i kategorien SEO-abonnementer / retainere. Der ligger altid noget arbejde i at lave linkbuilding, on-page, outreach, tekniske tiltag samt overvågning af trafikken og placeringer.

Med SEO og de løbende optimeringer drejer det sig om at skabe noget suverænt indhold og svare på de problemer eller udfordringer, folk måtte have. Hvis du gør dette kontinuerligt og hele tiden er sikker på, at dit website er solidt teknisk, så kan det give dig en online dominans, der er svær for konkurrenterne at stå imod.

Kasper Rud
General Manager Marketing
kr@aveo.dk 70 40 40 50
Sidst opdateret:
04 / 10 / 2023
SEO