Kom til tops med lokal SEO

I denne artikel kan du lære mere om lokal SEO, og hvordan du helt selv kan SEO-optimere, så din hjemmeside eller webshop kommer op på nogle bedre SEO-placeringer, når folk søger i dit lokalområde.

Lokal SEO er særlig interessant for dig, hvis virksomhed er meget lokal. Her kan du nemlig, med det rette arbejde, fokusere på at ramme lige præcis din målgruppe på Google. 

Fordelene ved lokal SEO er mange, og i denne artikel guider vi dig til, hvordan du kan fokusere mere lokalt med din SEO-optimering. 

Vi kommer først og fremmest ind på, hvad lokal SEO egentlig er, hvorefter vi dykker mere ned i, hvordan du kan arbejde med lokal SEO på din hjemmeside eller webshop.

Artiklen kommer bl.a. til at handle om, hvorfor en Google Business Profile er en nødvendighed for lokal SEO, hvordan du optimerer dine søgeord og tekst på din side, hvilken betydning linkbuilding har for din lokale SEO, samt hvorfor det er vigtigt at medtænke konverteringsmulighederne i ens SEO-arbejde. 

Hvis du er helt ny i SEO, foreslår vi, at du starter med at læse artiklen: Hvad er SEO? Her får du svar på, hvad SEO er, hvilket uden tvivl vil styrke din forståelse af denne artikel og mange af de andre artikler om SEO-arbejde. 

Hvad er lokal SEO?

Lokal SEO er en SEO-optimeringsmulighed, hvor du har fokus på et mindre geografisk område. At vælge lokal SEO er en god mulighed for virksomheder, der befinder sig på bestemte lokationer eller ønsker at tilbyde deres services i nogle bestemte områder.

Ofte er det nemmere for mindre virksomheder at opnå en højere SEO-placering, når søgeordet henvender sig til mere specifikke geografiske områder.

Lokal SEO er derfor velegnet til eks. frisører, restauranter, hoteller, håndværkere o.l. brancher. Disse brancher opererer nemlig som oftest inden for et specifikt område, som man derfor ønsker større fokus på i forbindelse med SEO. 

Når du skal arbejde med lokal SEO på din hjemmeside eller webshop, kan du med fordel begynde med de områder, som vi tager dig igennem i denne artikel. På den måde er du godt på vej i dit lokale SEO-arbejde og mod bedre lokale SEO-placeringer. 

Google Business Profile (Google My Business)

Måske ved du ikke, hvad en Google Business Profile (GBP) er, men sandsynligheden for, at du er stødt på en sådan profil, når du har søgt på Google, er meget stor. Vi har lagt et billede ind af vores egen GBP-profil, så du kan se, hvordan sådan en ser ud på Google.

Formentlig kan du godt huske nu, at du har set sådan en profil før. De kommer nemlig rigtig ofte frem, hvis du søger på bestemte brandnavne såsom Aveo, Bilka, restaurant Flammen eller adresser, der er tilkoblet en specifik virksomhed. 

Hvis du studser over navnet Google Business Profile, er det med god grund. Det har nemlig heddet Google My Business indtil november 2021, hvor Google valgte at ændre navnet. 

GBP er en smart løsning for dig, der ønsker at promovere dig lokalt, da den først og fremmest fylder en stor del af højre side af skærmen. Det er derfor næsten umuligt for den søgende ikke at lægge mærke til netop din virksomhed, hvis din GBP kommer frem. 

Google Local 3-pack

Derudover kan din hjemmeside eller webshop blive en del af Google Local 3-pack, som du kan se et eksempel på her:

En placering herpå er meget attraktiv, særligt hvis du kan ligge øverst blandt konkurrenterne. Desværre kan du ikke selv bestemme, hvorvidt du skal være blandt de tre øverste, da det er Google, som bestemmer, hvilke virksomheder der dukker op på kortet.

Der er dog flere faktorer, som Google kigger på, når de heldige virksomheder skal udvælges. Du kan bl.a. sørge for, at din Google Business Profile er så opdateret som muligt, samt at din side generelt er optimeret ud fra lokal SEO, som vi kommer nærmere ind på i det resterende af artiklen.

Google Business Profile har desuden en ekstra fordel, som kommer til udtryk i de lokale søgninger. Profilen kan nemlig, i samarbejde med struktureret data og onpage SEO-arbejde, være med til at påvirke, at du får en bedre placering på Google, når folk laver overordnede søgninger i dit lokalområde.

Er du eks. maler i Skagen, hvor dit søgeord hidtil kun har været “maler”, vil Google Business Profile være med til at hjælpe på, at folk, der søger i nærheden af Skagen, får vist din side frem for fx en maler i Sønderjylland. 

Foruden de lokale fordele, er en profil på Google Business Profile en nem måde at tilbyde dine besøgende og potentielle kunder en masse relevante oplysninger, som fx telefon, adresse, rutevejledning til din virksomhed, produkter, billeder og meget mere.

Anmeldelser

Foruden de ovennævnte fordele, tilbyder Google Business Profile, at dine kunder kan anmelde din virksomhed direkte på Google. 

Her kan kunderne give i alt fem stjerner til din virksomhed samt skrive en kommentar til anmeldelsen. De kan endda tilføje billeder til din profil, hvilket vi vil komme ind på senere i artiklen.

Har din GBP fået mange anmeldelser, skal dette klart ses som en fordel på flere forskellige punkter. 

Der er nemlig en meget større sandsynlighed for, at andre kunder vil trykke på din profil i fx Google Local 3-pack, hvis de kan se, at andre har været glade for at anvende din service eller købe et produkt hos dig.

Jo flere kliks, du får gennem din GBP, desto flere potentielle anmeldelser – hvilket muligvis afføder endnu flere besøgende, og sådan fortsætter det.

Anmeldelserne er altså dermed en begyndelse på, at der kommer flere kunder gennem din GBP – hvilket har en betydning for dine muligheder for at komme op på Google Local 3-pack. Altså kan man sige, at jo flere anmeldelser, desto flere kunder og dermed bedre placeringer.

Opslag/produkter

På din GBP kan du meget mere end blot udfylde dine kontaktoplysninger. Du kan nemlig også udfylde opslag og produkter, som du ønsker at gøre de søgende ekstra opmærksomme på.

Når du udfylder produkter, kan du både tilføje en beskrivelse af produktet, tilføje et billede, en pris samt et link direkte ind til produktet. På den måde kan de søgende hurtigt få et overblik over, hvad din webshop tilbyder, samt nemt tilgå de produkter, som de finder spændende på din profil.

Når du tilføjer en beskrivelse til et produkt, kan du med fordel tilføje relevante søgeord til teksten, da det både hjælper de søgende og Google til en bedre forståelse af, hvad det enkelte produkt egentlig er. 

Tilføjer du produkter på din GBP, vil de blive vist således: 

Opslag eller serviceydelser minder på mange måder om produkter, hvor du skal tilføje billede og tekst, men der er flere begrænsninger i denne kategori. Først og fremmest kan de opslag, du laver på din GBP, ikke vises på computeren, men udelukkende på mobilversionen. 

Derudover har du markant færre ord at gøre godt med i beskrivelsen – så du skal vælge dine ord med omhu her. 

Opslagene er dog en god måde at vise Google og de søgende, at du har en aktiv profil, hvor du tilføjer eventuelle nyheder, såsom rabatter, nyheder o.l.

At lave opslagene har ikke en direkte SEO-betydning, men de kan have en betydning for, om folk vælger at trykke sig ind på din hjemmeside eller webshop, samt hvorvidt Google finder din GBP relevant for Google Local 3-pack. 

Billeder

På din GBP kan du tilføje billeder fra din virksomhed, som, du ønsker, bliver vist til de søgende. Her er det vigtigt, at du både tilføjer et forsidebillede, som er det, der vises først i rækken af billeder, samt et logo, GBP bruger som et slags profilbillede.

Prioritér, at billederne er i en god kvalitet, så de søgende får en god oplevelse og et godt og professionelt indtryk. Billederne er med til at repræsentere din virksomhed, så det er vigtigt, at de ikke er uskarpe og grumsede, så det er svært at tyde, hvad man ser på billedet.

Når du uploader dine billeder, så medtænk gerne SEO i billedteksten, da dette faktisk har en betydning for din SEO-placeringer, samt muligheden for at dine billeder bliver vist ved en billedsøgning.

Viser billedet en Børge Mogensen-stol, så giv gerne billedet et navn, hvor både designerens og designets navn indgår som fx “boerge-morgensen-stol-2257”.

Foruden at du selv kan tilføje billeder til din GBP, kan dine kunder det også. Dette ses oftest ved hoteller, restauranter o.l., hvor tidligere besøgende ønsker at give et mere nuanceret billede af, hvad andre kan forvente af et besøg.

Billederne fra dine kunder og dig selv skaber et blikfang hos de søgende, og de udgør derfor en kæmpe fordel for din virksomhed. Derudover er det med til at gøre din GBP endnu mere opdateret og aktuel – opdatér derfor også gerne dine billeder, når der er behov for det. 

Søgeord med lokationer (onpage)

I arbejdet med lokal SEO er det vigtigt at huske onpage SEO, da det bl.a. er igennem onpage arbejdet, at du tydeliggøre for Google, at din side henvender sig til en bestemt lokation. 

Hvis du vil have en mere dybdegående viden om, hvad onpage SEO er, så kan du med fordel læse vores artikel om netop onpage SEO.

Indhold og bynavn i tekst og overskrift

Når du arbejder med onpage SEO med fokus på bestemte lokationer, skal du, som altid, overveje dit søgeord. Det er vigtigt, at det er retvisende for, hvad siden indeholder, og derudover skal det være et søgeord, som folk bruger, når de gerne vil finde dit produkt eller din service.

Vi anbefaler altid, at du laver en god og grundig søgeordsanalyse, så du ved, hvilke søgeord der er mest relevante. Hvis du ikke lige ved, hvordan du skal gribe sådan en an, så kan du lære at lave en søgeordsanalyse med os.

Eksempler på lokale søgeord kunne være “maler København” “frisør Århus” “psykolog Randers”, “køreskole Odense” osv. Altså ord hvor både dit produkt eller service samt lokationen indgår. 

Som hovedregel er det en god idé at oprette en landingsside, der henvender sig til den præcise service og lokation. På landingssiden er det fordelagtigt, hvis overskriften er det, du tilbyder og din lokation som med eksemplerne ovenfor.

Teksten på siden skal naturligvis handle om emnet, og her må dit søgeord gerne indgå i teksten et par gange. På den måde understreger du for Google, hvad siden handler om både i overskriften og i teksten. 

Har du allerede en side, der rangerer godt blot på ydelsen, så kan du med fordel lave en tekstudvidelse, hvor du lader lokationen indgå. Ofte er det nok til, at din overordnet landingsside kan rangere godt på lokale søgninger også. 

Lokal linkbuilding

Linkbuilding er en utrolig vigtig del af det lokale SEO-arbejde, da gode og relevante links er med at til øge din sides domain rating samt bekræfte din lokation. 

Hvis ord som linkbuilding og domain rating er helt nye for dig, skal du ikke miste modet. Vi skal nemlig nok tage dig i hånden, så du bliver helt skarp på, hvorfor lokal linkbuilding er nødvendigt, samt hvordan du kan skelne et godt link fra et dårligt link. 

Domain rating

Domain rating er en score, som værktøjet Ahrefs giver din side ud fra eksterne links pegende ind på din side fra andre websites.

Det er derfor en god idé at bruge tid på at finde nogle gode links, hvor sidens domain rating er forholdsvis højt. Men hvad skal man så kigge efter?

Du skal primært kigge efter tre ting, når du leder efter gode links

  • Troværdigheden, hvor relevant og troværdigt er dit link
  • Domain rating, hvor høj en autoritet har hjemmesiden
  • URL rating (UR), hvor troværdig er den enkelte landingsside

Troværdighed og relevans har en stor betydning for, hvor meget værdi dit link har. Bygger du eksempelvis et link om vinterjakker på en side, der handler om kattemad, vil relevansen være meget lille, og dermed bliver værdien for linket også mindre. 

Du kan derfor med fordel kigge efter sider, der handler om mode, overtøj eller lignende, da dette relaterer sig til dit produkt, vinterjakker.  

Sidens troværdighed har også en betydning for, hvor meget værdi dit link får. Vælger du at bygge links fra en side, der fx ikke er sikker ift. virus,så kan linket have meget lidt værdi, eller direkte en negativ betydning for din side. 

Domain rating er som skrevet vigtigt for dit link, da et link fra en side med høj domain rating er et stærkt og godt link til din side. Du kan tjekke en sides domain rating på hjemmesiden Ahrefs, hvor du ved at sætte hjemmesidens URL ind får et hurtigt overblik over siden. 

Står du med to forskellige hjemmesider, hvor den ene side har en højere score i domain rating, men derimod er mindre relevant for dit link, så anbefaler vi altid, at du vælger at bygge linket på den side, der er mest relevant for dit link. 

URL rating er på mange måder det samme som domain rating, men i stedet for at kigge på hele hjemmesiden, så kigger man her på én bestemt landingsside. Der kan være en stor forskel på, hvor høj URL ratingen er.

Du kan derfor godt finde hjemmesider, hvor den med det højeste domain rating ikke nødvendigvis har den landingsside med det højeste URL rating. Vil du tjekke en bestemt URLs rating, så skal du igen ind forbi værktøjet Ahrefs.

NAP (Name, address, phone)

Når man laver lokal linkbuilding er det bl.a. en god idé også at kigge på de mere simple, men nødvendige links – NAP. 

NAP står for name, address og phone, hvilket mere eller mindre er det, du skal udfylde, når du laver sådan et link, foruden at indsætte et link til din lokale landingsside eller andre relevante sider.

Grunden til, at NAPer er særlig vigtige for lokal SEO, er, at det gentagne gange viser din lokation for Google. 

Desværre findes der rigtig mange spam virksomheder i hele verden, og derfor er Google interesseret i at kunne skelne mellem de ægte hjemmesider og disse spam sider. Netop dette hjælper NAP på. 

Derfor er det også vigtigt, at du oplyser de samme informationer hver gang, du opretter en NAP. Skifter du mellem navn, adresse og telefonnummer, så bliver Google forvirret ift. hvor din virksomhed ligger, samt hvordan man kommer i kontakt med dig, og dette kan medføre, at Google kategorisere din hjemmeside som en spamside.

Kombinationen af bl.a. en Google Business Profile, dit onpage lokale SEO-arbejde samt NAP-linkbuilding giver altså Google rigtig mange indikationer på, at din side er vigtig for dem, der søger i dit lokalområde. 

Struktureret data 

Struktureret data er endnu en metode, hvorpå du kan forbedre dine rangeringsmuligheder. Når du arbejder med struktureret data, anvender du koder til at fastslå sidens indhold overfor Google. 

Som oftest anvender man Schema.org, når man skal udarbejde sådanne koder, da denne metode netop har et samarbejde med de største søgemaskiner såsom Google, Yahoo og mange flere.

Local Business

I arbejdet med den lokale SEO er det ideelt at arbejde med den struktureret data metode “local business”, der netop skal hjælpe Google med at forstå, hvilken type virksomhed du har, samt hvor den ligger.

At skulle starte op på en kodning kan virke helt uoverskueligt, men det er faktisk ganske lige til. 

Du skal blot gå ind på dette link:

https://technicalseo.com/tools/schema-markup-generator/

Her skal du vælge, at du gerne vil arbejde videre med local business.

Nu kommer du ind på et skema, hvor du blot skal udfylde det, som skemaet beder om. Her kan du i højre siden af skærmen se, at dine indtastninger bliver til en teknisk kode.

Når du har udfyldt skemaet, og koden er færdig, skal du blot kopier koden helt fra toppen og helt ned til bunden. Denne kode skal nemlig ind på din hjemmeside eller webshop. 

Hvor du skal sætte koden ind kan variere alt efter, hvilket CMS du har, samt hvilket tema, du anvender i dette CMS. 

Er du i tvivl om, hvor koden skal indsættes på din hjemmeside, så foreslår vi, at du tager fat i din webudvikler eller undersøger nærmere om indsætning af koder i dit CMS på Google.

CTR

Afslutningsvis skal vi runde CTR og dens betydning for dit SEO-arbejde. CTR står for “click through rate”, hvilket oversat betyder, hvor mange der bliver eksponeret for din side, og derefter vælger at klikke ind på den. 

Når du arbejder med din CTR, så er det for at forbedre, hvor mange af de søgende, der skal vælge netop din side, når de klikker rundt på Google. 

Og det er ikke en dum idé at kræse lidt for at forbedre ens CTR. Jo flere der trykker på din side, jo mere værdi og troværdighed får din hjemmeside eller webshop nemlig – og dette er med til at påvirke dine SEO-placeringer og domain rating. 

Hvis du ønsker at forbedre din CTR, så skal du arbejde med din metabeskrivelse og Title Tag, da det er disse to faktorer, der fanger opmærksomhed hos dem, der laver søgningen.

Du kan rette i din metabeskrivelse og Title Tag på din hjemmeside eller webshop. Hver eneste landingsside har deres egen metabeskrivelse og Title Tag. 

Har du en side med mange undersider, fx mange forskellige varer, så kan det være en god idé at prioritere dem, der er vigtigst for dig, så du ikke opgiver projektet efter 20 produkter.

Særligt Title Tagget har også en betydning for den lokale SEO, da det er i denne, at du viser, hvad din side handler om. Skriver du: “Tømrer Odense | Mange års erfaring | Ring i dag” så ved dem, der søger, præcis hvad de får – en erfaren tømrer i Odense.

Vær dog opmærksom på, at man som udgangspunkt skal skrive sidens valgte søgeord først i Title Tagget for at understrege forbindelsen mellem sidens titel og indholdet. 

Hvis du vil have viden om eller inspiration til, hvordan du skal skrive dit Title Tag og metabeskrivelse, så kig forbi vores artikler om. hvordan du skriver det optimale Title Tag og metabeskrivelse.

Optimer mod din målgruppe

Med denne artikel er du nu klædt godt på til at kunne begynde med din lokale SEO-optimering, så du kan nå din målgruppe på bedst mulig vis. SEO-optimering er afgørende for, hvorvidt din side eller webshop bliver en synlig del af Googles søgeresultater. 

Vi anbefaler derfor, at du prioriterer SEO og lokal SEO i dit arbejde med siden, uanset om du elsker at sidde og optimere siden selv, eller hellere ser, at et bureau med erfaring og specialistviden overtager opgaven for dig. 

FAQ

Hvad er lokal SEO?

Lokal SEO er hvor du har fokus på de lokale søgninger. Lokal SEO giver rigtig meget mening, hvis du har en fysisk adresse du gerne vil have folk hen på som eksempelvis en fysisk butik, en psyokolog, tømrer eller lignende. Du udøver lokal SEO når du gerne vil blive fundet på lokale søgeresultater på eksempelvis Google Maps.

Hvad er en lokal virksomhed?

En lokal virksomhed er enhver virksomhed, der leverer tjenesteydelser eller produkter til folk i ens nærområde.

Anders Bjørn
Team Leader | SEM Specialist
abj@aveo.dk 70 40 40 50
Sidst opdateret:
04 / 10 / 2023
SEO